Silkeborg Højskole

Silkeborg Højskole (SH) 1975

17 år gammel kom jeg en eftermiddag i august måned til Silkeborg Højskole. Det var min mor og søster Kirsten, der kørte mig derop. De var lige en tur med rundt og se skolen, hvorefter de kørte tilbage til Løgumkloster og Kirsten tog toget til Århus, hvor hun havde boet, siden hun blev student året før.

Vi skulle starte 156 nye elever på skolen. Et så stort antal, man til dato ikke havde været i nærheden af. Vi sad i dagligstuen og ventede på vores værelseskammerat. Jeg var noget spændt, da jeg hen af aftenen stadig ikke havde mødt nogen, der også skulle bo i nr. 20. - De virkede alle noget ældre end jeg.

Næste morgen lå så en kjøbenhavner i sengen ved siden af. Kim Bagger Christiansen, hed han og var fra St. Heddinge. Han var kun 5 år ældre end jeg. Hans seng stod i forlængelse af min. Over vore senge hang en reol, midt i værelset hang et klapbord med 2 stole og lige inden for døren, var der til højre skabe og til venstre en håndvask med spejl.

 

Værelset

Kim var jo slet ikke københavner men storeheddingeboer, men den gang var alle, der boede øst for Storebælt, kjøbenhavnere. Da jeg selv senere flyttede til Sjælland og kom hjem til Løgumkloster, blev jeg også selv kaldt kjøbenhavner. Men Kim var en rigtig natteravn, så han gik sent i seng eller senere end mig. Havde han nogen med på værelset, efter jeg var gået i seng, sørgede han altid for, at de var stille, og at lyset var dæmpet. Men med tiden syntes han, det ikke var rimeligt over for mig. Så en dag kom han og fortalte mig, at han havde undersøgt en mulig rokering, så jeg kunne komme til at bo sammen med en anden, der måske var mere lig mig. Det gjorde vi så, og det betød, at Kim kom til at bo sammen med Bo Rovlund Nielsen fra Assensvej i Fåborg, og jeg sammen med Frank Nørtved Hansen, der kom fra Struer. Kim fulgte mig dog stadig som en anden skytsengel. Han lærte mig om hash, joint, røde Vilfred, rød front og rockmusikken, som dengang var noget, jeg kun havde hørt om, ikke oplevet.

Silkeborg Højskole fra bagsiden

Eksempler herpå var The Anamals, en engelsk rockgruppe, etableret 1963. Med sin rå og upolerede stil, der var kraftigt influeret af sort amerikansk blues-musik, var Animals sammen med The Rolling Stones, det mest betydningsfulde rytme & bluesorkester på den engelske scene. Gruppen toppede de engelske og amerikanske hitlister i 1964 med House of the Rising Sun (1964) og derefter bl.a. med sangene: Don't let me be Misunderstood (1965) og Bring it on Home to me (1965).

Fest på værelse 22.

En anden af disse var Procol Harum et britisk progressivt rockband dannet i 1967. Det var med til at skabe og udvikle den progressive rockmusik og inspireret af klassisk musik - især af Johann Sebastian Bach, men bandet er også inspireret af psykedelisk rock. Teksterne er ofte mørke, dystre og filosofiske. Mest kendt er Procol Harum for hittet A Whiter Shade of Pale fra 1967. Det er ifølge BBC det mest spillede musikstykke i radioen de seneste 75 år.

Deep Purple er et britisk hard rock-band. Bandet blev dannet i England i 1968. Jeg husker specielt numrene: Deep Purple - Smoke On The Water 1973 og Child in Time

Black Sabbath , en engelsk rockgruppe, dannet i Birmingham, 1968, Gruppens kaldte sig i først Earth, men skiftede året efter til navnet Black Sabbath, taget fra en skrækfilm af Boris Karloff. Black Sabbath var sammen med Deep Purple og Led Zeppelin blandt de stildannende grundlæggere af rockgenren heavy metal. Paranoid (1970).

Og så var der Jimi Hendrix's, All Along The Watchtower 1968 , Jethro TullAqualung , Led Zeppelin's, Stairway To Heaven (1971).

Værelse 20.

Al denne musik var noget ukendt for mig. Dog kun noget, for jeg havde jo oplevet præstesønnen, Christian Arendt, der boede på slottet i Løgumkloster siddende på scenen i Løgumkloster Forsamlingshus og fyre den af på en guitar. Jeg husker ikke musikken, men kun at vi klosterbørn ikke helt kunne følge Christians nydelse af den psykodeliske rock. Det blev helt sikkert bedre, da han kom til at spille sammen med Michael Falck, manufakturhandlerens søn fra Tønder. (Min mor købte kjoler hos hans mor, Bente Falck). Michael og Christian dannede i 1971 duoen Ahasverus. Ahasverus er den evige jøde, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. Hvordan de er kommet på det navn må guderne vide.

Slottet i Løgumkloster

Sammen debuterede de i Møgeltønder forsamlingshus i 1972 sammen med Tønder rockmusikeren Mathias ”Kylle” Petersen, der fra midten af 70’erne spillede i gruppen Natfolket. Hør deres musik her og du er sikkert overbevist om, at det ikke var musik for klosterbørn, der var vant til Smilende Sussi og Flower power tøj og da ikke at forglemme - Tom, Tom kære Tom (1971) af Irene Kloster. Fra 1973-76 har de sikkert spillet til Fakkelfesterne på Tønder Gymnasium, da de begge bliver studenter herfra i 76. Året efter danner de Malurt sammen med trommeslageren Peter Mors. Op igennem 70érne blev de kendte i de venstreorienterede miljøer i København. Søndag den 28. juni 1981 kl. 20.00 stod jeg så foran Canopy-scenen, også kaldet den orange scene på Roskilde festival for at høre Malurt. Det var bl.a. Super Love. Det var Roskildefestivals 10 års jubilæumsår.

Ud over livet på højskolen havde vi da også undervisning. Vi gik på grundhold med obligatorisk undervisning og kunne vælge tilvalgsfag. De obligatoriske fag var foredrag, kristendomskundskab, historie og samfundsfag, rekreativ idræt og litteratur. Mine tilvalgsfag i dagtimerne var formelt dansk, matematik, udvidet litteratur, fransk, tysk, engelsk og om aftenen korsang, keramik, førstehjælp og folkedans. Jo, jeg var faktisk en flittig fyr, som også ved afslutningen året efter fik udtalelsen særdeles god arbejdsindsats – en interesseret elev.

For alle betragtede mig som en elev, en der var kommet for tidligt på højskole. Jeg var igen blandt de yngste, som jeg havde oplevet i 64, da jeg startede på Løgumkloster Kommuneskole. Kun Peder Sørensen fra Øst Birk var 2 måneder yngre end jeg, ellers var alle andre op til 50 år ældre. Robert var i 60’erne, men ellers var gennemsnittet i 20’erne.

Gruppen Tears og senere Det beskidte dusin bestod oprindeligt af Holger Laumann, Anne Linnet, Allan Mortensen, Bjørn Veierskov Alexandersen, Jens Jefsen, Ed Jones, Gunner Møller Peternsen, Bent Lundgaard og Palle Mikkelborg.

Fra Danmarks Radios studie i Århus 1976

Blafferturene

Sammen med Gitte Torjussen fra Højbjerg blaffede jeg en del gange til Århus, når hun skulle på weekend, og jeg skulle besøge min søster, Kirsten i Ny Munkegade. Vi var altid heldige at komme med, da der var god trafik. Jeg husker at en enkelt gang, vi kom med op at køre, var det med en fuld mand i en gammel Morris Maskot med åben lad. Gitte og jeg delte det eneste passagersæde, der var i bilen. Det gik fint, indtil vi kom til Galten. Da faldt døren af og Gitte, der sad yderst klamrede sig fast til mig og skreg, at hun ville af. Efter den tid blev Gitte mere kritisk, når jeg holdt bilerne an for at få et lift til Århus.

Fra jeg var 17 til jeg var 19 år benyttede jeg mig meget af denne form for transport. Det var før der for alvor kom motorveje i Jylland, så det var egentlig ret let at komme med. Sværest var det at komme med syd for Kolding, og det værste var at blive sat af nord for Vejle, når jeg skulle hjemad. Så kunne vi let risikere at skulle gå den lange vej gennem hele Vejle. Bedst var det at komme med, når det ikke regnede.

Frem og tilbage mellem højskolen og Løgumkloster blaffede jeg ofte med Finn Borst, bagersønnen fra Skrydstrup. Når vi skulle tilbage til højskolen om søndagen kørte mine forældre mig til Skrydstrup og Finns far kørte os videre til nord for Kolding, og så gik det egentlig snildt til Silkeborg. Af og til var vi heldige kun at skulle have et enkelt skift. Det var når vi skulle af mod Silkeborg.

Senere da jeg boede i Rønde blaffede jeg sammen med Gunnar Kaskettesen , som min far yndede at kalde familien Hattesen fra Ellum ved Løgumkloster.

Jeg husker specielt engang, hvor det absolut ikke gik glat. Vi valgte på et tidspunkt at dele os, da vi havde stået 2 timer nord for Vejle. Jeg gik forud for at give Gunnar en færd chance, da han ikke var så vant til det. Da Gunnar så blev samlet op, og da han kørte forbi mig i en stor Scania vinkede han, alt hvad han kunne, og havde et kæmpe smil på læben. – Jeg måtte gå gennem hele Vejle, men blev så samlet op af en dame i en varevogn, som skulle til Tønder og ikke havde noget imod at køre gennem Kloster. Da vi kørte gennem Jels begyndte det at dryppe, ved Toftlund regnede det kraftigt og ved Roost stod det ned i stænger og her stod Gunnar halvt ude på kørebanen og vinkede og pegede med begge tommelfingre på sig selv. I varevogn var der ikke plads til Gunnar, så jeg vinkede bare til ham, da vi kørte forbi. Gunnar forstod aldrig, hvorfor han ikke bare kunne være kommet med.

Det var mest repræsentanter, lastbilchauffører samt andre, der var alene i bilen og ikke havde noget imod en snak, der tog os med. Engang jeg stod i Løgten uden for Århus kom Hendes Majestæt Dronning Ingrid kørende forbi. Hun var alene på bagsædet i bilen, men stoppede dog ikke for at tage en sølle studerende med.

Hvis man skulle være heldig som blaffer, skulle man stå og ikke gå, mens man blaffede. Var der en pige med, skulle hun stå forrest, og man skulle ikke medbringe mere bagage end en almindelig sportstaske, man kunne have på skødet i bilen. Hvis man var langhåret som jeg, skulle man rage håret godt om i nakken så ørerne var fri. Dem der skulle til København stod med skilte, hvor de havde skrevet mod København, men os der skulle til Sønderjylland stod uden den chance at møde en bil i Silkeborg, der skulle mod Kloster eller bare Tønder var lig nul.  

Det fortælles i Kloster at engang købmand, Henry Bock fra Markledgade i Kloster kom kørende på Tønder Landevej, stod der en blaffer og ville med. Henry Bock standsede bilen 100 meter foran blafferen. Da blafferen kom løbende hen til bilen rullede Henry bilruden en smule ned. ”Hvis du bliver klippet unge mand, så tager jeg dig med næste gang”, sagde Henry og satte fuld gas på den gamle Volvo.