BEIM

Svend Rasmus Willy Beim

2

Svend Rasmus Willy Beim

Svend Rasmus Willy Beim er født onsdag den 10. september 1924 i en lejlighed i Gåskærgade nr. 46 i Haderslev. Ægte søn af (4) August Friederich Wilhelm Beim og (5) Cathrine Marie Jensine Beim født Knak. Svend var lille og afkræftet, så læge Peter Mayer foreslog forældrene at hjemmedøbe ham, hvilket han blev et par dage efter fødslen. En måned senere, nemlig lørdag d. 11. okt. 1924, blev han fremvist i Haderslev Domkirke.

 
Faddere: (11) Anne Kjestine Knak, mormor. (4 + 5) Svends forældre. 

Lægerne fandt senere ud af, at han havde kronisk bronkitis med krampe. Svend opholdt sig derfor ofte inden døre.

Da Svend blev født, havde han stadig sine bedsteforældre i Haderslev samt en bedstemor i Magstrup

Han er 4 år, da hans farmor (9) Wilhelmine Beim dør, 14 år da hans farfar (8) Wilhelm Beim dør og 25 år da hans mormor (11) Anne Knak dør, kun 2 måneder før Svend bliver færdig med sit dyrlægestudie.

Gåskærgade 46 i Haderslev

Svend boede sammen sine forældre i Gåskærgade frem til 1931, hvor han er 7 år gammel. Herfra flytter de til Klostret 17.

Lejligheden i Gåskærgade 46 bestod af 2 stuer, sovekammer samt et køkken med kakkelovn og WC i gården. Ejeren af huset, smed, Harrald Christensen havde sit eget smedeværksted i gården. Her gik han og smedede hele dagen. Svend var meget interesseret i smedens arbejde. Han elskede røgen fra essen, når der blev lavet hestesko. På denne måde kendte han derfor alle heste i hele byen.

Hver år var der 2 store begivenheder i gården. Den ene var, når der blev slagtet svin. Svinene blev skudt, hængt op og parteret. Derefter lagde man kødet i saltlage eller røgede det. Fryseboksen var endnu ikke opfundet.  Den anden store begivenhed var, når der skulle smedes nye jernringe til vognhjulene. Da var essen for lille, og smeden måtte tænde bål i gården for at virke de lange bånd til rette. Disse store begivenheder fulgte svend med den største begejstring.

Seminarietsøvelsesskole i Haderslev (1931-36)

Da Svend var 6 ½ år gammel begyndte han i 1. klasse på Seminariets Øvelsesskole i Haderslev. Hans 30 klassekammerater var følgende: 

Svend og hans 12 år ældre søster Ester Beim

Andersen, Knud fra Ribelandevej.

Banning, Knud der senere blev præst ved Holmens Kirke i København.

Beck, Carl. Hans far var embedsmand.

Bech, Peter, der boede i kommunehuset.

Bork, Karl fra Lang Strengvej.

Bosack, Willy Detlefsen fra Gåskærgade 20, født den 19. jan. 1924 i Haderslev Domsogn. Søn af havnearbejdsmand, Peter Detlefsen Bosack. Willy blev cykelhandler i Haderslev.

Evertsen, Astrid Kjestine Margrethe fra Slagtergade, født den 28. nov. 1924 i Haderslev Domsogn. Datter af bagermester, Hans Mathias Evertsen.

Hansen, Anne Lise fra Østergade 3, 2. sal, født den 7. sep. 1924 i Haderslev Domsogn. Datter af slagtersvend i Koopmanns slagteri, Otto Waldemar Hansen, født i Svendborg.

Hansen, Harry Siegvald fra Østergade 3, født den 20. dec. 1924 i Haderslev. Søn af slagteriarbejder i Koopmanns slagteri, Johannes Hansen.

Hansen, Tove fra Østergade. Faderen var slagteriarbejder

Heiselberg, Richard boede i Gåskærgade 32 hos sine morforældre, født den 5. apr. 1924 i København. Søn af Niels Petersen Heiselbergs datter. Han blev museumsinspektør.

Jakobsen, Peter.

Jessen, Aage Martin fra Sønder Otting senere Aabenraavej 1a, født den 21. dec. 1923 i Haderslev Domsogn. Søn af disponent Jens Jacob Jessen.

Kastbjerg, Laurids Christian Johan, Gåskærgade 3, født den 10. maj 1924 i Haderslev Domsogn. Søn af en kulhandler, Christian Madsen Kastbjerg. Laurids blev maler.

Kjær, Agnes fra Storegade.

Lauritzen, Christian kom fra Restaurant Skulderbladet, Gammelting 6, født den 25. feb. 1924 i Haderslev Domsogn. Søn af gæst giver Christian Lauritzen.

Nicolaisen, Kaj Egon fra Gravene 13, født den 21. mar. 1924 i Haderslev Domsogn. Søn af skræddermester, Christian Jacob Nicolaisen. Han blev manufakturforhandler i Haderslev.

Nissen, Inge datter af bogbinder og senere redaktør N. C. Nissen fra Dagbladet Dannevirke.

Nissen, Sisilia. (Kusine til Overlærer Nicolaj Hack, Elmeallé 9, Løgumkloster)

Overbæk, Peter som boede ved kasernen.

Petersen, Gudrun Bro fra Enghavevej 12, født den 15. aug. 1924 i Haderslev Domsogn. Datter af slagteriarbejder, Søren Dystrup Petersen.

Petersen, Hansine Frederikke fra Præstegade 7, født den 6. maj 1925 i Haderslev. (Hun blev kaldt Stinne mæ æ lerbaus). Datter af chauffør, Hans Peter Petersen.

Sandau, Erna Wera fra Nyvej 5, født den 14. apr. 1924 i Haderslev Domsogn. Datter af sten- og billedhugger, Leo Richard Sandau.

Schrøder, Henry Christian fra Naffet, født den 29. apr. 1924 i Haderslev Domsogn. Søn af murermester, Christian Jørgensen Schrøder. Henry blev murer som sin far.

Sørensen, Jes Siegfried Mochau, fra Lang Strengvej senere Storegade39, født den 19. apr. 1924 i Haderslev Domsogn. Søn af slagteriarbejder, Carl Sørensen.

Thomsen, Anne Lise. Hun flyttede senere i skoleforløbet til Vojens.

Thulstrup, Hans Otto fra Ribelandevej. Faderen var forsikringsdirektør og borgmester.

Tjørnelund, Edith, som boede i barakken på Lembckesvej.

Wilfeldt, Edith der senere blev kontoruddannet.

Deres lærer hed frøken Lind. Hun blev senere til fru Hede.

 

Det første stykke tid ville Svend ikke sige noget, når han sad på skolebænken, men senere kom munden dog på gled.


Da Svend går i 2. Klasse flytter familien til Klostret 17. August havde købt 2 huse på Klostret. Det ene lå mod Klostret (Gadehuset), mens det andet lå ud mod brandvejen. Foruden de 2 huse var der et murstensbygget wc-, vaske- og brændselshus.  Grunden der var på 1300 m2 skråner ned mod Haderslev dam. Her får Svend sin egen hane, som han leger med, og den lærer at flyve op på hans skulder, når han går rundt i haven. En dag er hanen pludselig væk … for dagen derpå står middagsmaden på hanesteg. Svend bliver en ivrig skøjteløber, roer og svømmer da deres have ligger lige ned til dammen.

Palmesøndag den 2. april 1939 bliver han konfirmeret i Haderslev Domkirke sammen med alle nedenstående konfirmander. Det sker ikke på én gang, på flere hold men samme dag. I alt bliver der i 1939 konfirmeret 217 i Haderslev domsogn.



Konfirmation

Palmesøndag den 2. april 1939 bliver han konfirmeret i Haderslev Domkirke sammen med alle nedenstående konfirmander. Det sker ikke på én gang, på flere hold men samme dag. I alt bliver der i 1939 konfirmeret 217 i Haderslev domsogn.

Haderslev katedralskole – mellemskole- og studentereksamen

På øvelsesskolen gik Svend til og med 5. klasse, hvorefter han kom på Haderslev Katedralskole. Her tog han 1. mellemskoleeksamen i 1940, og i 1943 blev han Matematisk-Naturvidenskabelig student.


Gymnasieklassen:

Set fra venstre mod højre begyndende nederste venstre hjørne:

1. række:

Jens Peter Elmgren, Oberstløjtnant, Ridder af 1. grad 1978 for god tjeneste i hæren.

Karsten Gade, Overlærer, Aabenraa

Ernst Nielsen. Direktør og ingeniør,

Bodil Lauritzen. Overlærer

2. række

Else Marie Jessen. Husmoder

Edel Selberg. Tandlæge, Aabenraa.

Ingrid Petersen. Ergoterapeut

Magnus Favrholdt. Lektor i fransk på Haderslev katedralskole. Har skrevet bogen: Latinskoles Historie 1567-1967.

Grete Ohlsen. Overlærer

Metha Ratzer. Viceskoleinspektør.

Grete Adolphsen. Husmoder.

3. række:

Mogens Stig Norn, overlæge senere professor i øjensygdomme, overlæge dr. med., født den 25. feb. 1925 i Skt. Johannes sogn i Århus. Søn af overlæge, Harrald Nielsen Norn og Mohusen fra Hjort Lorenzensvej 19.

Svend Madsen. Civilingeniør.

Mogens Kalsbøll. Cand. pharm. direktør, grundlægger af pHarma-medica A/S,

Hans Otto Thulstrup. Forsikringsdirektør, født den 4. aug. 1925 i Haderslev, død 2. sep. 2012. Han var søn af landsretssagfører, Andreas Thuelstrup og Else f. Bache. 1973-82 adm. direktør i Nye Danske Lloyd. Har været formand for Værdipapircentralen. Blev Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.

Nis Thuesen. Bogholder.

Peter Schrøder. Overlærer.

Kurt Børje Sundbøll. Tandlæge, født den 25. juni 1923, død den 20. juli 2008. Han blev født i Sverige af en svensk mor og dansk far. Tog tandlægeeksamen i København og kom tilbage til Haderslev som assisterende tandlæge. I 1955 købte han en tandlæge praksis i Nr. Alslev på Falster, som han afhændede til en datter i 1997.

4. række:

Åge Muurholm. Skoleinspektør. Ejer af Tyrstrup frem til 1970, hvor Christiansfeld kommune køber bygningerne for at spare et nybyggeri i forbindelse med kommunesammenlægning.

Langkilde

Svend Åge Jensen. Lektor.

Åge Jensen. Overlærer.

Otto Krarup. Oberstløjtnant.

Christian Gedde. Advokat.

(2) Svend Beim Dyrlæge, Løgumkloster

Det første år på Landbohøjskolen

Efter studentereksamen flytter Svend til København, hvor han fik værelse på Peter Bangsvej 93. Han skulle nemlig starte på Den kongelige Veterinærskole og læse til dyrlæge. Det var dyrt at være på kost på Peter Bangsvej. Derfor flytter han en måned senere til Falkonérvænget 13. Her havde Svend adgang til køkken, så han selv kunne lave mad. Huslejen var 150 kr. pr. måned.

Lige over for Falkonérvænget 13 lå Wistofte Maskinfabrik. Den blev saboteret i 1944. Svend husker, at nogle sprængninger i fabrikken gav så store trykforandringer, at alle ruder i gadens huse splintrede.

Landbohøjskolen lukker

I oktober 1944 tager 2. Verdenskrig til i København. Jøderne bliver fængslet, politiet sendt i koncentrationslejr. Den Kongelige Veterinærskole lukker i protest. Svend afbryder derfor sit studium og rejser hjem til sine forældre på Klostret 17 i Haderslev. Han får hurtigt et job som bybud hos Anton Skov´s Isenkram. 

I julen 1944 får Svend besked om, at Veterinærskolen genåbner den 1. januar 1945. Han rejser derfor tilbage til København i starten af det nye år, for at studere videre.

Bombefly over Danmark

Da Veterinærhøjskolen genåbner, tager Svend tilbage til København for at genoptage sine studier. Rejsen finder sted søndag 7. januar 1945.

Om morgen stiger den unge dyrlægestuderende således på toget i Haderslev for at begive sig mod København. På daværende tidspunkt er han endnu uvist om, at hans rejse senere tager en dramatisk drejning.

Selvsamme dag, flyver flyvemaskiner fra de allierede styrker hen over Sønderjylland og Fyn, hvilket skal vise sig at få uheldige konsekvenser for Svend og hans medpassagerer. Mellem klokken 12 og 13 åbner de allierede flyvere maskingeværild mod otte danske tog fordelt over Sønderjylland og Fyn. Det dræber 28 mennesker og sårer mere end 50. Efterfølgende dør flere af deres kvæstelser.

På rejsen hen over Fyn befinder Svend sig i morgeneksprestoget fra Århus til København, og netop dette tog skal vise sig at blive et af målene for luftangrebet.
Klokken 12.45 var morgeneksprestoget nået til Aarup Station på Vestfyn, hvor det gjorde holdt for at få påfyldt vand. Da det var overstået, nåede toget dog ikke særlig langt fra stationen.

Ekspedient Nielsen var på vej til stationen for at overtage vagten fra sin kollega klokken 13. I en artikel bragt dagen derpå fortæller han blandt andet følgende til Jyllands-Posten om de videre begivenheder:

"Pludselig svirrede det lavt over hovederne på os med flyvemaskiner. De strøg forbi toget, vendte, kom tilbage og åbnede ild mod de to midterste vogne. Togstammen havde kun ringe fart på og lokomotivføreren slog straks bremserne? Men endnu inden toget var gået i stå sprang folk ud af det - både af dør og vinduer. De spredte sig hurtigt ud over markerne, mens maskingeværerne hamrede i luften. Det var frygtelige sekunder, så frygtelige, at tankerne stod stille. Man stod næsten som naglet til stedet i første øjeblik, inden man kunne reagere. Mange af de ikke-sårede løb hen mod mit hus, hvor de søgte dækning på gulvet."

"Jeg løb hjem igen - det var nærmere toget end stationen, og samtidig med mig begyndte de sårede at komme hen til huset. Så var der ikke andet at gøre end jage de raske ud og henvise dem til at søge dækning i haven, mens de sårede kom ind. De blev lagt på sengene, på borde, på gulvet og på bårer. Det så frygteligt ud. Men folk tog det forbavsende roligt. Der var end ikke tilløb til panik. Men rørende scener udspillede sig, når folk søgte at få forbindelse med deres pårørende og bringe dem i dækning. Imens dette stod på udviklede der sig flere luftkampe over stedet, og maskingeværkuglerne strøg i alle vinkler omkring os. Jeg så, at mange var kommet ud af toget."

Jyllands-Postens journalist skriver desuden i artiklen:

"Fra flere rejsende foreligger i øvrigt over for Jyllands-Posten beskrivelser af de frygtelige minutter, der føltes lange som timer. Helhedsbilledet er imidlertid i overensstemmelse med ekspedientens beretning og enkelthederne er så grufulde, at de unddrager sig beskrivelse i et Dagblad, de hører snarere hjemme i et medicinsk Fagskrift".

Stationslederen for Falck i Middelfart tegner samme billede i en anden artikel i selvsamme avis:

"Jeg ønsker aldrig nogen sinde at komme til at opleve blot tilnærmelsesvis det samme. Det var grusomt. Vi rykkede omgående med alt mandskab og ambulancemateriel vi rådede over. Vi var klar over, at det så galt ud, men virkeligheden overtraf alle vore forestillinger. Hele toget var beskudt, men særligt var det gået ud over de to midterste vogne, som var gennemhullede af kugler".

Om episoden fortæller Svend selv:

"Min kammerat og jeg skyndte os at hoppe af vognen og fór ud over agerrenen for at løbe væk fra toget og smide os i marken. Jeg havde netop fået en ny hat, og jeg kan huske, at jeg tænkte: "Godt, at jeg ikke havde den på!" Sikke noget at tænke i sådan en situation. Togføreren og omkring seks-syv andre blev dræbt. Deriblandt en person, der befandt sig kun fem-seks meter fra mig på marken. De døde blev samlet og kørt væk på en lastbil, og vi andre begav os til byen Aarup, hvor indbyggerne var meget flinke til at hjælpe os med at blive vasket, inden et nyt tog kom og fragtede os videre ".

Knap to timer efter episoden kom et ekstratog fra Fredericia og førte de omkring 500 rejsende videre til Købehavn. Svend fortæller:

"I det nye tog mødte jeg ham, som jeg gik bud for i Haderslev. Han havde en lommelærke med, og så fik vi en lille en til at sunde os på".

Da Svend senere på dagen ankommer til København, sender han et telegram til Haderslev Telegrafstation. Telegrammet bliver først bragt ud den følgende dag. August og Cathrine må derfor leve i uvished om deres søns skæbne frem til den følgende dags morgen.

Politiken skrivertirsdag den 9. januar 1945, at alle landets jernbanestationer flagede på halv den 8. januar. I samme avis samt flere andre bringes samme dag et telegram fra Ritzaus Bureau, som stiller sig stærkt uforstående over for de allieredes interesse i at bombe de otte danske tog.

"Men bilder nogen sig for alvor ind, at de allierede skader de tyske interesser ved at angribe Jyllands- Ekspressen eller lokaltog rundt omkring i landet?", spørges der blandt andet i artiklen, der indledes som følger:

"30 uskyldige mennesker, deraf to børn i alderen 1 til 3 år, er blevet dræbt, mens et halvhundrede såredes under det allierede luftangreb på en række danske jernbanetog. De var alle på rejse enten til familie eller venner, som nu pludselig og på den smertelige måde fik gensynsglæden forvandlet til sorg og gråd. Mange familier vil i de kommende dage samledes om en grav, hvor deres kæde stedes til hvile og bevæget vil de stille sig selv spørgsmålet: 'Hvorfor skulle de dør. Hvorfor?'".

Der blev afholdt mindegudstjeneste i Aarup Kirke tirsdag den 9. januar klokken 17. Højtideligheden blev indledt med salmen "Her vil ties, her vil bies" og sluttede med "Han som har hjulpet hidindtil". 

Svend tilbage i København

Svend har fået nyt værelse. Han flytter ud på Den kongelige Veterinærskoles nybyggede kolegium på Hostrupvej 20. Her får han værelse 38 som var skænket af Vinkompagniet, senere fik han værelse 72.

Ved indvielsen af kollegiet var følgende dyrlægestuderende bl.a. til stede:

Erik Møller, København

Mølbjerg, Nordjylland

Palle Lindegård, Rødding

Kibsgård, Vrå

Poul Olesen, Ballum

Jesper Jespersen, Herning

Edvard Hansen

Hans Peter Ruhwald, Holbøl

Svend Beim, Løgumkloster

 

Torsdag den 25. september 1947 tager Svend kørekort til bil. (Pris 101 kr.)

Hver måned slæbte Cathrine en pakke til posthuset i Haderslev fyldt med madvarer, som blev sendt til ham i København. August ville hellere sende penge, så han selv kunne købe noget, men Cathrine fandt det mere økonomisk at sende mad.

 

Svends studier er bygget op på følgende måde:

 

  1. del: Teoretiske fag: Fysik, kemi, genetik, botanik, zoologi.

 

  1. del: Anatomi herunder dissektion. Fysiologi. Kvæg-, svin- og hesteavl.

 

  1. del a: Medicinsk-, kirugisk- og patalogisk anatomi. Operationsøvelser. Hundeklinik.
  1. del b: Fødselshjælp i praksis og på vagtstue bl.a. i Københavns Zoologiske Have.

Embedseksamen og dyrlægeassistent på Sjælland

Svend vikarierer for følgende dyrlæger:

Dyrlæge Rasmussen i Sorø.

Dyrlæge Sørensen i Bjæverskov.

Dyrlæge Karl Alfred Kristian Petersen, født den 28. maj 1899 i Ulstrup. Søn af arbejdsmand, Hans Peder Pedersen og Johanne Kristine, født Klausen. Veterinæreksamen i 1933. Praktiserende dyrlæge i Fuglebjerg fra 1936.

Dyrlæge Carl-Henrik Christian Clasen, født den 20. okt. 1908 i Bloustrød. Søn af marskinmester, Gustav J. Clasen og Elisabeth, født Madsen. Cand. phil. 1929 og veterinæreksamen 1933. Praktiserende dyrlæge i Haslev fra 1935.

Dyrlæge Sverrir Eiríkur Jóannesson Patursson, født den 29. mar. 1905 i Kirkeby, Færøerne. Søn af kongsbonde og lagtingsmand, J. Patursson og G. Eiriksdottir.Eksamen 1934. Praktiserende dyrlæge i Dalmosen fra 1935. Han døde 1988.

Dyrlæge Frederik Julius August Howarth, født den 21. juli 1890 i Fredericia. Søn af valkermester, fabrikant, F. Howarth og F. Lehmann. Praktiserende dyrlæge i Jystrup fra 1922-55.

Dyrlæge Alfred O. Jensen, født den 16. apr. 1912 i Lynge ved Sorø. Søn af skræddermester C. V. Jensen og Kirstine. Eksamen 1938. Praktiserende dyrlæge i Borup fra 1942.

Ringsted Kvægavlerforening.

De 3 første måneder var lønnen 550 kr. per måned. Efter de 3 måneders prøvetid, får han 600 kr. inkl. kost og logi + 10 procent af kollektivt arbejde.

Soldatertiden

Som 26 årig bliver Svend indkaldt til militærtjeneste. Han kommer i tungt kompagni, som ordinands i martredelingen - 19. Bataljon 5. kompagni, hvor han bliver Bataljonsskytte på maskinpistol. I en periode er han udstationeret på Bornholm.

Dyrlægeassistent i Tønder

Efter værnepligtens ophør søgte Svend arbejde som assistent hos dyrlæge Gudmund Toft Petersen, Jernbanegade 18 i Tønder, født den 7. nov. 1915 i Verninge. Han var søn af propritær på Hauerballegaard, Christian Jessen Petersen og A. Toft. Tog eksamen 1938 og var praktiserende dyrlæge i Tønder fra 1946 til 55.

(4) August ville kun lade sin søn låne bilen, hvis han selv måtte komme med. Han lovede dog hjemmefra, at han ikke ville blande sig. Da Toft Petersen og Svend ikke kunne blive enige om lønnen, prøvede August dog at mægle, men svend holdt på sit og det endte da også med, at Svend fik, hvad han forlangte.

Biler

I sommeren 1952 holdt Svend sin første rigtige ferie og tog til Rom med Benetts Togrejser.


Efter knap et år som assistent hos Toft Petersen i Tønder, nedsætter Svend sig som selvstændig praktiserende dyrlæge i Løgumkloster. Forinden har han købt sig en splinter ny VW hos Brun og Knudsen i Tønder. (Nummerplade Æ778). Svend kører Folkevogn frem til 1960, hvor han køber en Opel Record personbil med nummerpladerne NT 21.334. Siden køber han alle nye modeller af Opel Record personbiler.

I 1969 køber han sin første varevogn, en hvid Opel Record på gul/sorte papegøjenummerplader. Disse nummerplader var gule med sorte tal og betød, at bilen udelukkende blev brugt til varetransport. Man sparede bl.a. momsen. Fra 1969 – 1975 kører han SAAB 99 varevogne, men skifter atter tilbage til Opel.

I 1973 var der benzinkrise i Danmark. Man havde ikke benzin nok i landet og måtte derfor rationere. Det gjordeman ved at lovfæste, at ingen biler efter den 23. november 1973 måtte køre om søndagen, med mindre det varlivsvigtigt. Da det var livsvigtigt, at dyrlægen kunne køre, blev Svends bil udstyret med en køretilladelse.Den skulle sidde i frontruden.

Den bil som i 1973 får udstedt køretilladelse, beholder han som 3. bil. Han låner den ud til Kirsten og svigersønnen Helge Jørgensen, som bl.a. bruger den til at komme på feriejob i på Tønder Sygehus og til en bankvogn, som Sydbank i nogle år har stående på Rømø. Uden for sommerferierne er det (1) Bent, der har bilen.

Bilen kører i Svends navn frem til 1983, hvor den bliver solgt til (1) Bent for 1 kr. Han omregistrerer bilen til hvide nummerplader, og der kommer bagsæde i bilen. Den kører frem til 1986, hvor bilen bliver solgt tilGunnar Due´s automobilhandel i Køge i bytte for en Opel Corsa 1.0. Den gamle Opel Record er da 15 år og har kørt knap 300.000 km.

Starten på dyrlægepraksis i Løgumkloster

Først (d. 1. oktober 1952) flytter han ind hos fru Koldberg i Slotsgade. ½ år senere (1. marts 1953) flytter han til Vestergade 13, hvor husets ejer fru Madsen passer telefonen.

Der er ikke så meget at lave i dyrlægepraksissen i starten, så han finder hurtigt den lokale café i Slotsgade. Her møder han (3) Vilhelmine Hansen, som er ekspeditrice i cafeen. I april 1953 bliver Svend forlovet med (3) Vilhelmine Hansen. De gifter sig kort tid efter. Samme år køber Svend i kompagniskab med Peter Gram, (født d. 26. januar 1923, eksamen 1949, praksis i Visby 1949-53) Christian P. Andersens dyrlægepraksis i Løgumkloster. Pris: 50.000 kr. Ved overtagelsen d. 1. juli 1953 er der ca. 200 klienter.

Dyrlægepraksissen kommer til at udgå fra Markledgade 25, som Svend og Peter Gram lejer i fællesskab. Telefon nr. var først 9 og senere, som jeg husker det 74 34 09.

Dyrlæge praksis - Købskontrakt:

Mellem underskrevne dyrlæge Christian P. Andersen, Løgumkloster, som sælger og dyrlæge Svend Beim, Løgumkloster som køber oprettes følgende købskontrakt.


  1. Dyrlæge Christian P. Andersen sælger og overdrager den ham tilhørende og drevne dyrlægepraksis i Løgumkloster til dyrlæge Svend Beim for en købesum af kr. 50.000 – femti tusinde.
  2. Overdragelsen finder sted d. 1. august 1953, til hvilket tidspunkt købesummen samtidig erlægges kontant. Sælgeren har dog ret til at kræve, at køberen overtager praksis før 1. august, såfremt der gives køber 14 dages varsel herom. Dog kan sælger tidligst forlange praksis overtaget d. 1. juli 1953, og kun såfremt han på grund af stilling må fraflytte Løgumkloster. Købesummen skal under alle omstændigheder først betales d. 1. august 1953. Overtages praksis før, kan dyrlæge Andersen forlange en sikkerhed på indtil 20.000 kr.
  3. I overdragelsen medfølger instrumentarium (hvorover liste vil blive udfærdiget), og endvidere overgiver sælger til køberen en liste over sit klientel, kastnings- og tuberkulosekartotekerne samt alle papirer, der har betydning for videreførelsen af praksis, herunder specielt kødkontrollen og markedstilsynet.
  4. Endvidere medfølger telefonen Løgumkloster 9, og sælgeren vil medvirke til, at telefonen overføres på køberens navn.
  5. Dyrlæge Andersen, der har fremlejeret til den af ham beboede villa, Markledsgade 25, if. Kontrakt af 20. marts og 3. april 1952 og kontrakt af 31. oktober 1950, lyst 3. november 1950, oprettet med dyrlæge Kühne, overdrager disse kontrakter med alle de ham tilhørende rettigheder og forpligtelser til køberen, og det er en forudsætning for denne købekontrakts indgåelse, at lejekontrakten vedrørende villaen kan blive overført til dyrlæge Beim med de samme rettigheder, hvormed dyrlæge Andersen har haft lejemålet. Henvendelse til dyrlæge Kühne skal ske inden d. 1. juni 1953.
  6. Dyrlæge Andersen forpligter sig til ikke at drive eller være interesseret i nogen dyrlægepraksis i Løgumkloster distrikt, (dvs. i en radius af 15 km med dyrlægeboligen i Løgumkloster som centrum). Dyrlæge Andersen må heller ikke, efter at dyrlæge Beim måtte have videresolgt nærværende praksis, nedsætte sig i Løgumkloster distrikt.
  7. Dyrlæge Andersen fraflytter villaen senest 1. august 1953.
  8. Alle omkostninger vedrørende nærværende kontrakts oprettelse, herunder salær til sagfører, cand. Jur. I. Enevoldsen, bæres med halvdelen af hver af parterne.

 

Løgumkloster søndag d. 24. maj 1953

 

Som sælger Chr. Andersen                                        Som Køber: Svend Beim

Når ovenstående kontrakt effektueres træder nedenstående interessentskabskontrakt i kraft.

 

Interessentskabskontrakt med Peter Gram

Vi undertegnede, dyrlæge Svend Beim, Løgumkloster, og dyrlæge Peter Gram, Visby, opretter herved følgende interessentskabskontrakt:


1. Dyrlæge Svend Beim og Peter Gram overtager i fællesskab den af dyrlæge Chr. P. Andersen hidtil i Løgumkloster drevne dyrlægevirksomhed, hvilken virksomhed er overtagger af dyrlæge Svend Beim ved kontrakt af 24. maj 1953 for en kontant sum af kr. 50.000, der skal betales d. 1. august 1953. Praksis skal overtages d. 1. august. Dog skal Chr. P. Andersen med 14 dages varsel kunne forlange, at hr. Beim overtager praksis før 1. august 1953, dog tidligst d, 1. juli 1953.

 

Nærværende kontrakt træder først i kraft, når dyrlæge Sv. Beim overtager Chr. P. Andersens praksis i Løgumkloster, altså senest d. 1. august 1953.

 

2. Hver af parterne betaler kontant halvdelen af dem for Chr. P. Andersens praksis forlangte købesum, kr. 50.000. Desuden betaler dyrlæge Peter Gram til dyrlæge Svend Beim 5.000 som betaling for den af dyrlæge Sv. Beim allerede oparbejdede praksis i Løgumkloster. Det sidstnævnte beløb betales ved overtagelsen af praksis.

 

Vi deler lige den fordel eller det tab, der måtte blive en følge af interessentskabet. Over for tredjemand hæfter vi solidarisk for de interessentskabet påhvilende forpligtelser.

 

Det bemærkes, at faglige tidsskrifter er fælles, og udgifter hertil afholdes af interessentselskabet, medens anden faglitteratur betales af hver part for sig. Udgifterne til hver parts bil er ligeledes interessentskabet uvedkommende, dog at benzinforbruget til arbejdskørsel afholdes af interessentselskabet, herunder også private småture i omegnen, men ikke benzinforbruget ved rejser til København eller udlandet, med mindre der er rejser for interessentselskabet.

 

3. Hver af parterne indbringer et instrumentarium, hvorom der udfærdiges en liste. Parterne ansætter en værdi for de to instrumentarier – For den part, hvis instrumentarium ansættes til den højeste værdi, fradrages halvdelen af værdiforskellen i den pågældendes påhvilede andel af købesummen.

 

4. Vi forpligter os til af bedste evne at arbejde for forretningens fremme, og hvis forretningen kræver det, derpå at anvende vor hele arbejdskraft. I øvrigt fordeles arbejdet mellem parterne efter fælles aftale, idet der dog udfærdiges en arbejdsplan. Betydelige forretninger, indkøb af nyanskaffelser eller antagelse af medhjælp, hvortil udgifter betales af interessentselskabet, kan kun afsluttes efter fælles overenskomst.

 

5. Ingen af os er berettiget til af interessentselskabets midler at gøre udlån af penge eller penges værd ud over den kredit, som forretningen fordrer og gør nødvendig. Ligesom ingen af os må forpligte firmaet som kautionist og ej heller for at gøre andre en tjeneste må i firmaets navn udstede, trassere, acceptere, endossere eller overhovedet påskrive veksler, gældsbreve el. lign., således lover vi hinanden, at vi heller ikke personligt vil påtage os nogen kautionsforpligtigelse eller de andre ovenfor nævnte forpligtigelser.

 

6. Så længe interessentselskabet består, skal det være enhver af os forbudt at deltage i anden dyrlægepraksis. Såfremt en af parterne af en anden dyrlæge bliver anmodet om at yde hjælp i praksis for en kortere tid, må dette kun ske, hvis den anden part er enig heri.

 

7. Enhver af os er berettiget til at erholde udbetalte forretningen a conto årsudbytte 15000 kr. månedlig, hvilket beløb debiteres vore privatkonti.

 

8. Over forretningen føres et nøjagtigt og fuldstændigt bogholderi, udfærdiget af en revisor, og hvert år finder pr. 1. januar en fuldstændig opgørelse sted; denne skal være tilendebragt d. 15, marts. Ved denne opgørelse godskrives først hver interessent 5% årlig rente af hans til enhver tid i forretningen indestående kapital. Det resterende årsudbytte deles lige imellem interessenterne.

 

9. Parterne opretter en fælles girokonto samt bankkonto, hvorpå alle interessentskabets tilfaldende beløb indsættes.

 

10. Den andel, enhver af os har i interessentselskabet, kan ikke være genstand for arrest, beslag eller eksekution for nogen af den pågældende kontraheret, fællesskabet uvedkommende gæld.

 

11. Interessentselskabet er uopsigeligt til d. 1. januar 1955. Derefter kan enhver af os opsige interessentskabet med 6 måneders varsel til ophør den 1ste i en måned. Den generalballance, der bliver at opgøre ved ophævelsestiden jfr. §13 skal afgive den basis, hvorefter fællesskabet bliver at hæve.

 

Den opsagte interessent er berettiget til at overtage hele forretningen med samtlige aktiver og passiver og fortsætte samme uforandret på det sted og med samme firma mod at udbetale den opsigende interessent hans tilgodehavende efter opgørelsen, dog med betalingsfrist af 18 måneder fra opgørelsens tilendebringelse. Såfremt den opsagte interessent ikke skulle ønske at fortsætte forretningen for egen regning, bliver denne at afvikle for fælles regning og på bedste måde, dog således at opsigeren har ret til at overtage forretningen på basis af generalbalancen.

 

Når den ene interessent fortsætte praksis, må den anden (udtrådte) ikke nedsætte sig i Løgumkloster eller omegn og drive dyrlægepraksis i et område med en radius af 20 km med dyrlægeboligen i Løgumkloster som centrum, og han må heller ikke, hverken direkte eller indirekte være interesseret i nogen praksis i det nævnte område.

 

12. Skulle nogen af os i væsentlig grad misligholde kontrakten, hvilket skal anses som sket ved enhver overtrædelse af forskrifterne i §5 og 6, skal medkontrahenten være berettiget til at fordre interessentselskabet hævet, således at det beror på ham, om han vil fortsætte forretningen, hvilket kan ske på samme sted, alene mod at alene mod at betale den misligholdene part hans andel efter reglerne i §11, eller om han vil lade sig udløse, i hvilket tilfælde han kan udtræde den 1ste i en måned efter 14 dages opsigelse imod samtidig at få sin andel godtgjort. I tilfælde af sådan misligholdelse skal medkontrahenten inden 14 dage efter misligholdelsen er kommet til hans kundskab, skriftligt meddele den misligholdende part, at han vil påberåbe sig misligholdelsen, og hvilken af de nævnte muligheder han vil vælge, idet han i modsat fald skal anses for at have frafaldet sin ret til at gøre den pågældende misligholdelsesgrund gældende. I ethvert sådant misligholdelsestilfælde er medkontrahenten, hvad enten interessentselskabet ophæves eller ikke, berettiget til at fordre sig betalt som konventionalbøde kr. 2.000 – to tusinde – og desuden erstatning for det ved misligholdelsen direkte bevirkede tab.

 

13. Skulle nogen af interessenterne dø, medens interessentskabet består, eller skulle hans bo blive taget under konkursbehandling, står det den anden interessent frit for, når begæring derom fremsættes inden en måned efter dødsfaldet eller konkursen, at forlange, at forretningen ikke derfor skal standses i sin drift, og at heller ikke noget til forretningen hørende, af hvad navn nævnes kan, af skifteretten skal kunne tages underbehandling, forsegling og registrering, hvorimod en opgørelse pr. døds- og konkursdagen skal udarbejdes. Ved opgørelsen skal værdien af praksis ansættes til almindelig salgsværdi dvs. 75% af foregående regnskabsårs bruttoomsætning ekskl. Mund- og klovsyge. Vedkommende enke, bo eller arvinger skal være berettigede til ved en dertil valgt, kyndig og upartisk mand at lade interessentskabets bøger gennemgå og sammenholde med opgørelsen, og den tilbageblivende interessent skal desuden på tro og love ved påtegning på opgørelsen bevidne, at den er stemmende med bøgerne og efter hans overbevisning i det hele taget rigtig.

 

Udbetalingerne ifølge opgørelsen skal ske med en femtedel i hver af de efter dødsfaldet eller konkursen følgende sædvanlige halvårlige terminer, første gang i den termin, der indtræffer mindst 3 måneder efter dødsfaldet eller konkursen. For kapitalen udstedes gældsbevis, der forrentes fra døds- eller konkursdagen til betalingsdagen med 5% p.a., hvilket rente erlægges sammen med hver af udbetalingerne for den da forløbne tid. Gældsbeviset klausuleres i øvrigt således, at udeblivelse med renter eller afdrag ud over forfaldstid skal bevirke, at hele kapitalen eller dens rest straks er forfalden til skadesløs betaling.

 

14. Skulle nogen af interessenterne blive umyndiggjort, forholdes der, som om han var overgået ved døden.

 

15. I sygdomstilfælde passer den anden part uden udgift for den syge den hele praksis, dog ikke ud over et halvt år. Vedvarer sygdommen over et halvt år, engageres en vikar, og udgiften til denne betales af den syge. Såfremt en af parterne bliver uarbejdsdygtig, træder reglerne i §13 i kraft, således at der forholdes, som om han var afgået ved døden.

 

16. Opstår der nogen uenighed mellem os eller vore boer eller arvinger på begge eller den ene af siderne, det være sig i anledning af nærværende interessentskabs drift eller opløsning eller af denne kontrakt og dens rette fortolkning, skal enhver sådan tvivl afgøres ved voldgiftskendelse. Enhver af interessenterne udnævner en dyrlæge eller jurist til voldgiftsmand, og disse mænd skal, inden de påbegynder sagens behandling, udnævne en opmand. Kan de ikke enes om valget af en opmand, udnævnes han af Sø- og Handelsretten i København. Den afsagte kendelse afgør endeligt i sagen.

 

Når den ene interessent har valgt sin voldgiftsmand, og den anden ikke inden 8 dage efter at valget er meddelt ham har valgt en voldgiftsmand, er den anden interessent berettiget til også at vælge den anden voldgiftsmand, og den afsagte kendelse er desuagtet afgørende for parterne. Hver af parterne har kun ret til 2 gange skriftligt at fremsætte sine bemærkninger og har kun 14 dage hver gang til at udfærdige dette tilsvar, hvis ikke voldgiftsmændene særligt giver tilladelse til længere udsættelse. Oversiddes fristen, har han fortabt ret til genmæle, og sagen pådømmes i den stand den er. Når voldgiftsmændene har optaget sagen til kendelse, er de pligtige til inden 4 uger derefter at afsige kendelsen. I mangel heraf har enhver af parterne ret til at forkaste voldgiften og fordre tvisten afgjort ved domstolene.

 

17. Alle med kontraktens affattelse og stempling forbundne omkostninger bæres af interessentselskabet.

Til bekræftelse har vi i vitterlighedsvidners overværelse underskrevet denne kontrakt i 2 eksemplarer.

 

Tirsdag den 30/6.53


Svend Beim


Peter Gram

Svend gør alt for sine klienter. Flere og flere landmænd henvender sig til de 2 unge dyrlæger i Løgumkloster.

Samtidig læser Svend om de nye erfaringer og metoder fra det store udland. Det fører til en afhandling om kejsersnit hos køer, som i 1956 er ukendt i Danmark. (Se Sectio caesarea bovis, nederst).

Miltbrandtilfælde i Draved ved Løgumkloster

I midten af 1950´erne oplever Svend et tilfælde af miltbrand på en gård i Draved syd for Løgumkloster. Svend beskriver selv episoden som følgende:

En morgen ringede en landmand Andreas Eskildsen fra Draved og bestilte et lejlighedsbesøg til en ko, der var sløj. Ved 11 tiden ringede Andreas Eskildsen, at koen nu var død. Han havde haft besøg af inseminør Olling, der havde undersøgt koen pr. rectum (via endetarmen), da den ikke ville blive tyregal.

 (Et lejlighedsbesøg er, når dyrlægen er i området og kigger ind på gården. Landmanden sparer så kørselsgodtgørelsen.)

Vi tog begge dyrlæger (Beim & Gram) ud for at obducere koen. Vi fandt blodig enteriris (tarmbetændelse) med diarré. Milten var stærkt forstørret. Vi afbrød obduktionen og prøver blev udtaget og taget med hjem. Hunden blev bundet og fremmede blev forbudt adgang til stalden.

Jeg foretog nu undersøgelse af et udstrygnings-præparat og farvede det efter ”Gram” metoden. Herved kunne jeg se, at det drejede sig om miltbrandbakterier. Da det ikke er legalt at fortage undersøgelse for miltbrand, blev der udtaget prøver, der med påtegning ”smitsomt materiale” blev sendt til serumlaboratoriet i København.

Dagen efter ringede de, og fortalte mig, at de ikke havde fundet bakterier. Der blev nu podet på mus, og dagen derpå ringede de, at alle musene var døde, og der var konstateret miltbrand.

Veterinærdirektoratet foretog derefter afspærring af ejendommen. 2 køer, der var syge blev behandlet med penicillin, og blev hurtigt raske. Jeg ringede til inseminør Olling, og fortalte ham, at der var konstateret miltbrand hos koen, som han havde behandlet, og at han dermed havde været udsat for smittefare. Samtidig ringede jeg til lægen og spurgte, om han ville behandle mig med penicillin. Det mente han dog ikke var nødvendigt. ”Så kan jeg jo blive nød til at gøre det selv”, sagde jeg så til lægen, hvorefter han blev villig, og jeg kom i behandling.            

8 dage senere skulle min kompagnon Peter Gram have vagt. Hans kone Kirsten Gram ringede og fortalte, at han var blevet dødssyg og havde høj feber. Lægen kendte ikke meget til miltbrand og konsulterede derefter en ældre dyrlæge, Kühne, der stillede diagnosen miltbrand med karbukler på begge arme. (En Karbukel er en brandbyld). Peter Gram kom nu under intensiv penicillinbehandling. 8 dage efter var han rask igen, men med ar på begge arme efter karbuklerne. Han begyndte så at praktisere igen, men efter en uge blev han lige så syg igen. Trøjen han brugte var stærkt inficeret med bakterier. Trøjen blev nu brændt og han mærkede ikke mere til infektionen.

Der kom heller ikke flere tilfælde i kobesætningen.

Jeg spekulerede på, hvor smitten var kommet fra. Det lykkedes mig, at få en snak med et par ældre bønder bl.a. Nikolajsen fra Løgumkloster. De kunne fortælle mig, at på det sted, hvor landmanden havde haft sine roer, at der i gamle dage, inden destruktionsanstalternes tid, havde været en dødegrav

(En dødegrav er et stort hul, hvor alle døde dyr blev kastet ned og overhældt med kalk).

På grund af regnorme og muldvarpe var smitstoffet blevet ført op til overfladen og havde inficeret roerne.

Efter sædskifte 4 år senere, blev en ko igen syg. Den havde fået høj feber, efter at være fodret med roer fra det omtalte sted. Jeg var denne gang forberedt og kunne straks behandle koen korrekt.

Det var et af de tilfælde, hvor jeg fandt smittekilden til en alvorlig sygdom.           

 

Tyfus i en besætning ved Ravsted

Jeg blev tilkaldt til en ko med mælkefeber (lammelse efter fødsel). Koen blev behandlet og kom igen på benene. Dagen efter blev jeg igen tilkaldt, da koen stod med retentio secundinarum (tilbageholdt efterbyrd). Koen blev behandlet. Dagen efter blev koen voldsomt syg med stærk diarré. Prøver blev udtaget og indsendt til Serum-laboratoriet i København. Der blev her konstateret tyfus (thyfimurium) en særlig aggressiv type. Koen døde dagen efter.

Flere køer i besætningen blev angrebet og blev behandlet med antibiotika. Besætningen blev herefter isoleret. Jeg foreslog nu behandling med forskellige slags antibiotika for at finde ud af hvilken medicin, der havde den største virkning. For at klare problemet, tilså jeg besætningen hver dag i 14 dage. Der døde ikke flere køer. Ejeren blev også angrebet og lå med høj feber i 10 dage (han tabte 10 kg). Hans gamle mor på 80 år kunne trods advarsler ikke holde sig ude af stalden, indtil jeg sagde til hende, at jeg nok skulle sende en krans til hendes begravelse, hvis hun fik salmonellose og døde. - Det hjalp.

En nevø overtog nu pasningen af kreaturerne. Han blev grundigt sat ind i smittefaren. Han fortalte senere, at han en dag havde tabt sin pibe i grebningen. Han sørgede dog for at tørre den godt af i skjorteærmet, før han igen placerede den i munden.

Jeg foretog nu en grundig undersøgelse af foderet sammen med en tilkaldt landbrugskonsulent for bevisets skyld, hvis der skulle komme en erstatningssag. Vi undersøgte foderet fra ubrudte kraftfodersække. Prøver blev indsendt til analyse. Det viste sig nu at smitten kom fra kraftfoderet. Ejeren fik erstattet sin ko, mod ikke at oplyse nogen om tilfældet.

Jeg fik oplyst nummeret på kraftfoderet. Senere dukkede der flere tilfælde op, dog uden fatale følger. Men kraftfoderets nummer blev genkendt i alle tilfældene. At koen døde, må nok tilskrives, at den var stærkt svækket af fødslen og de tilstødende sygdomme.  

 

Tarmproblemer hos Stein på Store Åved:

En aften blev jeg kaldt ud til en kviefødsel. Fødslen gik på normal vis, men ved undersøgelse af kalven (en kviekalv), fandt jeg tarmfremfald gennem navlen. Tarmen var bristet. Da kalven ingen slagteværdi havde, besluttede jeg at prøve at sy tarmen sammen. Det mislykkedes i første omgang. Nu foretog jeg så en tarmresektion (afskæring af et tarmstykke) for at tarmenderne var lige tykke. Det lykkedes, og tarmene blev syet sammen og sat på plads i bughulen. Navlen blev herefter syet forsvarligt sammen. Ejerne mente helt sikkert, at det måtte koste ham en snaps, hvilket bekom os vel. Herefter sagde jeg farvel, og regnede ikke med at se kalven i live igen.

Nogle dage senere mødte jeg ejeren og spurgte efter, hvornår kalven døde. ”Nå kalven, jamen, den har det da godt.” Kalven fik navnet ”Pelle Tarmløs” og blev senere malkeko i besætningen.

 

Kredsdyrlægen:

Forholdet mellem kredsdyrlægen og jeg var ikke det allerbedste, da jeg ikke var tilfreds med hans diktatoriske udøvelse af sin gerning.

Bedre blev det ikke af en dag da (3) Minna var gået i byen og (1) Bent på 4 var alene hjemme. Kredsdyrlægen kom på inspektion, kontroleftersyn af indkøb af euforiserende stoffer og anvendelse af disse, samt brug af hospitalssprit. Da Minna kom hjem, fortalte Bent hurtigt sin mor at en fremmed mand var gået ind selvom han havde sagt, at der ikke var nogen hjemme. Han sad nu inde ved sin fars skrivebord og rodede i hans papirer. Min kone gik ind i kontoret og spurgte, om der var indbrud, men fik den besked, at det var kredsdyrlægen på inspektion.

”Jeg må nok hellere ringe til min mand, så han kan tage stilling til det her” sagde min kone.

Som sagt så gjort. - Men da jeg kom hjem var fuglen fløjet. Jeg tænkte over sagen, og ventede med at klage over embedsførelsen.

Om aftenen ringede min kompagnon, Peter Gram og fortalte, at kredsdyrlægen også havde været hos ham, hvor han havde fundet noget medicin (kridt og egebark), der ikke var købt på apoteket. Der var skrevet rapport, og der vankede ham nu en bøde.

Jeg beroligede ham med, at det ville han garanteret aldrig høre noget til, da jeg nok havde en klemme på kredsdyrlægen. Vi hørte dog heller aldrig mere om kridt og egebark rapporten, og jeg droppede også sagen.

Vi fik nu en ny kredsdyrlæge, der kom direkte fra Direktoratet. Det var der nogle dyrlæger, der var meget fornærmet over, bl.a. formanden for Sønderjysk Dyrlægeforening. Han indkaldte alle foreningens medlemmer til et protestmøde og gjorde os opmærksom på, at denne stilling havde han tænkt sig at overtage. Han fik dog ingen opbakning til sin protest. Men på trods af dette optrin var den nye kredsdyrlæge blevet udnævnt, fordi hans kones onkel var landbrugsminister.

Han besøgte alle dyrlæger i amtet og kom derfor også til Løgumkloster. Han kom kl. 9 om morgenen og tog først af sted kl. 23 om aftenen.

I sit embede kom han ud for store skuffelser. Han tog grueligt fejl et par gange. Han mødte kun modgang. (Konen rejste fra ham og han flyttede på kro). Til sidst opgav han sit embede og flyttede tilbage til København. Kort tid after besluttede han at tage sit eget liv. Han lukkede op for gassen og omkom. Om morgenen da postbudet kom og ringede på hans dør blev gassen antændt og det gav en voldsom eksplosion. Ved obduktionen fandt man ud af, at han havde været død inden eksplusionen. 

Før mobiltelefonernes tid   

Mens Svend Beim og Peter Gram passer deres landpraksis på snart 500 klienter, ordner deres koner regnskaberne og telefonpasningen på skift.

Det største arbejde var nok at passe telefonen; det var før omsen og momsen så dagens lys. Der fandtes ingen mobiltelefoner eller bilradioer. Der var mellem 30 og 40 besøg om dagen, som skulle lægges, så der var mindst mulig kørsel. Kort beskrevet foregik det på følgende måde:

Landmanden ringede til dyrlægen. Om morgenen kunne de træffe en af dyrlægerne frem til 7.30. Den anden dyrlæge var allerede kørt hjemmefra kl. 7. Herefter var det dyrlægekonerne, der tog mod besked. Vilhelmine noterede landmandens navn og adresse og dyret og dets sygdom. Kom der et hastebesøg, måtte hun hurtigt have fat i den dyrlæge, der var nærmest. Hvor langt var de mon nået i dagens program. Var Svend mon nået til Tyvse, eller var han stadig i Ellum. Hun måtte ringe rundt fra gård til gård for at erfare, at dyrlæge ikke havde været på gården endnu, at dyrlægen lige var kørt, at man ikke tog telefonen eller måske ikke havde en telefon på den gård dyrlægen var. Oftest var hun heldig, at Svend eller Peter Gram var på gården og kunne tage mod besked. Lige så frustrerende har det været at køre rundt fra gård til gård og kun have kontakt til Vilhelmine fra gårdejernes telefon.

Dette telefonræs mildnedes da dyrlægerne i 1960'erne fik installeret radiotelefoner i deres biler. Med den kunne Vilhelmine og Svend komme i kontakt med hinanden, når Svend var i eller i nærheden af bilen.

Senere går flere dyrlæger sammen og laver en Dyrlægecentral. Her ansætter de personale til regnskaberne og til at passe telefonen efter kl. 9 om morgenen.

Tyfus hos Frede Beier:

Fra Vestkysten

Svært at finde smittekilde til tyfusangrebet

Nye prøver og undersøgelser af Zanzibartyfustilfældet i Sønderjylland.

 

Samtidig med en skærpet kontrol og streng isolation vil der bliver gennemført nye prøver og undersøgelser af den kvægbesætning på Tønder-egnen, om er ramt af den såkaldte Zanzibar-tyfus. Vetrinærinspektør, Søren Møllgaard, Århus, besøgte i går ejendommen og så på forholdene samt drøftede sygdommens hidtidige forløb med ejeren, de lokale dyrlæger og andre eksperter på dette felt. Han erklærede efter besøget, at man fortsat betragter sygdommen med største alvor, men den er – efter hans opfattelse – på retur i besætningen.

- Det er meget vanskeligt at bekæmpe disse tyfustilfælde med medikamenter, og det er i særlig grad malkekobesætninger, der er ramt, siger inspektøren til Vestkysten. I øjeblikket er mælkeproduktionen ca. en tredje del under det normale niveau for en besætning af denne art, men det er uhyre svært at finde smittekilden. Der bliver nu foretaget en række nye prøver og undersøgelser, men i første række, er der tale om at isolere både besætning og ejendom mest muligt. Vi vil dog ikke skride til drastiske forholdsregler, idet det er vor opfattelse, at denne tyfustype populært sagt ’skal hentes’ og ikke spredes uden videre.

Veterinærinspektør Møllgaard oplyser, at den ramte landmand, har lidt store tab, og zanzibartyfussen har i dette tilfælde slået noget hårdere ned, end man er vant til med tyfus – specielt over for voksne dyr. Man har mange tyfustyper, med det der det første tilfælde herhjemme og i udlandet kender man heller ikke meget til denne tyfusart. Serumlaboratoriet vil derfor arbejde videre med sagen, og man vil fra Veterinærmyndighedernes side gøre alt for hurtigst muligt at få den ramte ejendom gjort sygdomsfri.

Vi betragter fortsat tilfældet med den største alvor og håber, at det kan holdes isoleret og sygdommen udryddes, siger Søren Møllgaard.

 

Der døde 3 køer, en ko faldt i en grøft og fik benbrud. Koen blev sendt til Tønder Slagteri på en særlig blanket, der kun kunne udstedes af Kredsdyrlægen. Da det skete i påsken, skrev jeg selv slagteattesten, og fik den senere accepteret. Koen blev selvfølgelig kasseret.

 

Storken er så træt, at den ikke kan flyve

Løgumkloster – BR 1970

Et drama udspilledes i går i Løgumkloster. En fremmed storkehan forsøgte i mere end en time at dræbe en hun og smide dens tre unger ud fra reden på taget af præstegården.

Ved menneskers hjælp blev hannens angreb afvist, og hunnen menes trods svære sår at overleve.

- Jeg har ikke tidligere hørt om redekampe på denne årstid, siger dyrlæge Svend Beim, Løgumkloster, der måtte hjælpe den overfaldne.

De kæmper tit om foråret for at få deres gamle reder tilbage. Den han, der holder til på præstegårdens tag, var der ogdå i fjor, men hunnen er ny. Den angrebslystne han kredsede efter overfaldet flere timer over reden.

En ung mand fik den angrebslystne han slået på flugt. Men da var hunnen også så udmattet af at forsvare rede og unger, at den to gange faldt ned på jorden og måtte bæres op igen. Først flere timer senere vendte den rigtige han tilbage efter det meste af dagen.

 

Løgumkloster Billedbladet - Storker af sted

Forleden ringede en opskræmt man til Falck-Zonen i Tønder og meddelte, at der gik en stork på gaden i Løgumkloster. Først havde manden troet, at han havde fået for meget at drikke, men storken var rigtig nok, for man ku’ føle den. Historien bag det mærkelige syn er, at pedel Holger Popp på efterskolen i Løgumkloster i efteråret fandt en stork, der havde fået brystkassen forbrændt på en el-ledning. Han fik den til dyrlæge, og efterhånden blev den helt tam. Nu spadserer den rundt på skolen og i byen, hvor folk er ved at vænne sig til den.

Ih – hvor kommunalt!

Da Løgumkloster kommune byggede et rensningsanlæg i 70érne, skulle et stort vandhul på en mark vest for Løgumkloster tømmes. Kommunen ville tømme vandet ud på ejerens mark. Han henvendte sig derfor til mig, og spurgte om det på nogen måde kunne være sundhedsfarligt. Jeg kunne ikke udelukke, at der ville være tungmetaller i vandet, hvorfor jeg frarådede ham at lade vandet udlede på markerne.

Der blev nu ført en kloakledning hen over marken fra byen til rensningsanlægget. Efter den tid kunne ejeren ikke græsse sine kreaturer på marken. De blev nemlig efter et par måneder utrivelige. Det viste sig senere at rørene var lagt ned i rent mudder og de havde derfor forskubbet sig i forhold til hinanden.

Om vinteren kunne man se dampe fra ledningen stige op fra marken.

Amtet der havde tilsynspligten med arbejdet havde svigtet. De skulle besigtige kloakledningen før den blev dækket med jord. At entreprenøren  havde dækket rørene til inden tilsynet var noget andet. Ved en henvendelse til amtet, blev det afvist at tilsynet havde svigtet.

Sammen med en landbrugskonsul foretog jeg nu nogle prøver af afgrøderne på marken. Der blev påvist tungmetaller i de fleste af prøverne. Blodprøver udtaget af kreaturerne viste dog ikke noget.

Efter en henvende fra kommunen, blev jeg bedt om at lade sagen falde, hvilket jeg opfattede som mandatsvig. En konsulent bakkede mig op, og vi fortsatte med at presse kommunen. Den sendte nu en røntgenvogn ind på marken, og der blev konstateret store utætheder i kloaksystemet. Kommunen forsøgte at udbedre skaden, hvilket til dels lykkedes for dem.

Da alle undersøgelserne skulle erholdes af ejeren selv, måtte vi begrænse til de mest påkrævende undersøgelser.

Resultatet blev i øvrigt, at Løgumkloster Kommune kort tid efter købte ejendommen til en overpris for at få sagen afsluttet. Ejendommen er nu lejet ud til Norsk Hydro, der bruger bygningerne. Her laver de forsøg og udvikler nye produkter.

Løgumkloster dyrlægepraksis

Beim og Gram kører dyrlægepraksis sammen i 25 år. De deler alle udgifter og indtægter lige.

I maj 1978 (Svend 54 år) ansætter de dyrlæge Erling Lund (født den 18. juni 1949. Eksamen 1976), som assistent. Allerede den 1. januar 1979 bliver han kompagnon. Samtidig bliver indtægter og udgifter fordelt på den enkelte dyrlæges arbejdsindsats. 6 år senere ansætter dyrlægerne i Løgumkloster, Ole Caspersen (født den 24. april 1953. Eksamen 1979) som assistent. Fra den 1. januar 1985 bliver han kompagnon. Samtidig går Peter Gram ned i arbejdstid. Han arbejder nu kun mandag og tirsdag formiddag.

I 1985, efter 32 års godt samarbejde med Svend forlader Peter Gram kompagniskabet. Svend fortsætter sit virke i kompagniskabet. Han får suppleret bilradioen med en biltelefon, så han nu kan ringe direkte til Minna, hvis han skulle blive forsinket til aftensmaden. Samtidig får han en personsøger, så han hvor som helst kan blive kaldt over radioen. I hjemmet bliver regnskabshæfterne skiftet ud med et regneark, så der bare skal afleveres en diskette på Dyrlægecentralen.

Den 1. september 1994 forlader Svend kompagniskabet efter 42 år som praktiserende dyrlæge i Løgumkloster.

Svend Beim har været med til at udrydde følgende sygdomme:

TUBERKULOSE
OKSEBREMSER
LEUKOSE
IBR 

 Svend Rasmus Willy Beim døde torsdag den 30. jan. 2014 kl. 13.45 på Elmeallé 11 i Løgumkloster.

Sectio caesarea bovis

Af S. Beim og P. Gram, Løgumkloster

Særtryk af Medlemsblad for Den danske Dyrlægeforening nr. 8 – 15. april 1957.

Søger vi i danske veterinærlitteratur efter afhandlinger om kejsersnit hos koen, findes kun 2 artikler. Svend Larsen udførte operationen, men lod koen nødslagte et par dage efter. Indikationen var en uudrettilig torsio uteri [1]. N. M. Mose har beskrevet 2 tilfælde: 1 med et emfysematøst [2] foster med godt resultat, samt et med en mangelfuld opblokning af Cervix (19), ligeledes med gunstigt resultat og en levende kalv. Begge opererede paralumbalt [3] i højre side. 

I den udenlandske litteratur findes derimod et utal af beskrivelser dels af enkelte tilfælde og dels med meget store talmaterialer. Således kan nævnes, at Vandeplassche har udført ca. 500 kejsersnit. De fleste operationer blev udført på klinikker, og vi finder derfor, det kunne være af interesse at se, hvorledes resultaterne er i en almindelig landpraksis. Kunne vi samtidig stimulere interessen for operationen og hjælpe med til at afklare indikationsmrådet,  er formålet med denne artikel opnået. 

Angående operationsteknikken skal vi nøjes med en ganske kort beskrivelse, da den er beskrevet udførligt mange steder. 

I de første tilfælde opererede vi efter den af Blendiger beskrevne teknik – den mediane metode [4]. Vi er dog senere gået over til at foretage laparotomien paramediant [5] i venstre side. Vi begynder med en Epiduralanæstesi[6] (40 – 60 ml 2% Xylocainopløsning). Koen kastes derefter på højre side, og for- og bagben fikseres. Efter almindelig forberedelse af operationsfeltet gives yderligere 20 – 30 ml af samme opløsning lokalt. Hudsnittet lægges skråt, omtrent parallelt med lyskefolden, cirka 10 cm lat. [7] for mælkeåren og begyndende cirka 10 cm cranialt [8] for yveret. Efter åbning af bughulen, og efter at nettet, hvis dette dækker uterus [9], er skubbet cranialt (8), fattes spidsen af det drægtige horn og løftes frem. Det kan undertiden være nødvendigt at foretage en torsion [10] af Uterus for at opnå dette. Efter åbning af børen og ekstraktion [11] af kalven sutureres uterus [12] med en fortløbende madrassutur [13], der eventuelt kan forsænkes. Ved suturering[14] af bugvæggen anlægges en fortløbende madrassutur (13), der omfatter fasciebladene [15] med peritoneum [16]; den lægges således at kammen vender udad. Denne forstærkes yderligere med en almindelig fortløbende sutur. For at undgå de generende postoperative [17] hævelser, der skyldes muskelnerose [18], løsnes muskulaturen stumt fra fascieebladene inden sutureringen og tages ikke med i suturen. Almindelig hudsutur. 

Indikationerne inddeles som bekendt i de absolutte, hvor anden forløsning ikke er mulig, og de relative, hvor koen kan forløses ad anden vej. Hertil kommer så kejsersnittet som terapi, hvor man ved at operere inden fødslen forsøger at redde koen.

De indikationer, der har ligget til grund for vore operationer, har æret 12 tilfælde af relativt eller absolut for stort foster, mens den absolutte indikation er repræsenteret med 5 tilfælde, nemlig: 

-         emfysematøse (2) foster med sekundær tillukning af cervix [19]

-         forlænget drægtighed

-         primær mangelfuld opblokning af cervix (19)

-         forsterdød i 7. måned uden udstødning

-         paraplegia ante partem [20] 

hvilket sidste tilfælde vel nærmest kommer ind under indikationen: Terapi for at redde moderdyret.

I de 12 tilfælde kunne vi altså have forløst køerne embryotomi [21]. Af de 12 kalve blev de 11 forløst levende, deraf døde en et par dage gammel af enteritis [22].

Puerperiet [23] er hos alle patienter forløbet så godt som normalt. Efterbyrden er afgået inden 8 timer, og vi har i intet tilfælde helet p. p., dog har der i enkelte tilfælde været en ringe suppuration [24], der er afhelet uden behandling. Dette har særlig været tilfældet ved den mediane metode  (4).

Til nærmere belysning af disse 12 tilfælde en enkelt journal: Dato: 18-1-56

Ko ca. 8 år, krydsning S. d. M. – korthorn.

Indikation: Absolut for stort foster.

Operation: Teknik efter Blendinger  (median laparotimi [25]).   

Ved suturering (14) af uterus blev der kun anvendt én etage.

Til suturering (14) af bør og fascie (26) anvendtes plaston [27]. 90 ml 2% Procainopløsning epiduralt [28], 1 Aureomycinoblet [29] i bughulen. 10 ml Penamycin på uterussuturen og i hudsnittet.

Koen blev forløst for en levende doubletkalv [30] 70 kg.

Forløb: Efterbyrden afgik efter ca. 6 timer. Almenbefindet godt, 2 mill. I. E. Dipencillin. Dagen efter operationen. Puerperiet [31] forløb normalt. Heling p. p. 

I de resterende 5 tilfælde har vi yderligere kunnet redde 2 kalve. 1 tilfælde af primær mangelfuld opblokning af cervix (19). Operationen forløb normalt. 1 tilfælde, hvor kejsersnittet blev udført på en ko, hvor vi ikke kunne komme diagnosen nærmere end paraplegia ante partem [32]. Operationen blev udført for eventuelt at redde koen, der nærmest var moribund [33]. Efter en ringe bedring med begyndende opblokning døde koen 4 dage senere uden at være kommet på benene. 

1 tilfælde blev udført på en ko af Rød dansk Malkerace med forlænget drægtighed. Koen var gået 3 måneder over tiden, og da den stadig intet tegn viste på at ville kælve, blev den opereret. Den blev forløst for et misfoster, der var typisk for den forlængede drægtighed. Kalven døde 5 – 10 minutter efter forløsningen. Efterbyrden afgik efter 4 – 5 døgn. Mælken begyndte at skyde til efter 3 – 4 dage, og koen kom op på en ret god ydelse.

Af en nabokollega blev vi tilkaldt til en jerseyko og anmodet om at foretage kejsersnit. Koen havde 14 dage før vist tegn til at ville kaste i 7. måned, men der var ikke sket nogen opblokning. Den var nu blevet syg på grund af intoxication [34] fra et dødt foster. Ved operationen viste det sig, at fostervandet var afgået og uterus misfarvet og sæde for en perimetritis [35]. Da uterus på grund af sin ringe størrelse – 7 måneder drægtighed – og stærke kontraktion ikke kunne løftes frem gennem såret, blev den åbnet intraperitonealt [36], og et råddent foster med vedhængende efterbyrd blev fjernet. Sutureringen af børen var meget vanskelig, dels fordi der skulle arbejdes intraperitonealt, dels fordi børvæggen var så mør, at suturerne ustandselig skar sig igennem. Trods dette kom koen let over operationen. 

Det sidste tilfælde drejer sig om en ko med sek. tillukning af cervix (19) og et emfysematøst (2) foster i sædeholdning. Koens almenbefindende var inden operationens begyndelse så dårligt, at den ikke mere kunne komme på benene. Da det var umuligt at løfte spidsen af hornet frem i såret, måtte uterussnittet lægges lateralt for den store kurvatur. For overhovedet at få kalven ud blev det endvidere nødvendigt af foretage embryotomi21 gennem bugsåret. Koen døde kort efter, og operationen burde aldrig være påbegyndt. 

Skal man forsøge at afgrænse indikationsområdet, kan de absolutte indikationer lades ude af betragtning, idet disse tilfælde kun kan forløses ved kejsersnit. Ved de relative derimod, hvor forløsning kan finde sted både ved kejsersnit og embryotomi21, må en sammenligning af de resultater, der opnås, lægges til grund for, hvornår man vil foretrække det ene eller det andet. Ser vi først på operationsrisikoen ved kejsersnit, og specielt de tilfælde med levende kalve, ligger mortaliteten meget lavt. Vi tror, den kan begrænses til nogle få procent. Risikoen skulle således være lidt mindre end ved embryotomien (21). Den væsentligste dødsårsag ved kejsersnit er peritonitis 37] og forblødning, og disse tilfælde ses gerne ved emfysematøst2 foster og torsio uteri1

Det er vort indtryk, at patienterne kommer lettere over kejsersnit end total embryotomi (21), idet vi i alle tilfælde med relativ indikation har haft et så godt uforstyrret puerperium (23).

Angående drægtighed efter operationen kan vi på grundlag af vort materiale ikke udtale os, idet kun nogle få øer atter er løbet. Disse er dog blevet drægtige, og de første køer har kælvet igen uden hjælp. Drægtighedsprocenten efter kejsersnit opgives i litteraturen til 75 % af samtlige tilfælde. 

Den væsentligste fordel ved kejsersnit ser vi dog deri, at vi i de fleste tilfælde kan redde kalven, der her på egnen med mange køer af Hollænder – og korthornsrace har stor værdi. Det er hovedsagligt også hos krydsningskøer mellem korthorn og sort dansk malkerace, vi har de vanskeligste fødsler. 

Operationen er for dyrlægen mindre anstrengende end den totale embryotomi (21). Den lader sig udføre på ca. en time, når man først er fortrolig med teknikken.

Vi kan derfor kun drage den konklusion, at vi foretrækker kejsersnit i alle tilfælde, hvor kalven er levende og har en værdi, der gør operationen økonomisk forsvarlig for ejeren, idet honoraret her er betydeligt større end for en total partering. Samtidig er det en personlig tilfredsstillelse at forløse en fødselspatient for en levende kalv, i stedet for at have stumperne af kalven liggende i grebningen. 

Skal kejsersnit få nogen væsentlig betydning i vor fødselshjælp, må hovedvægten lægges på de relative indikationer. Man vil da også få bedre resultater, når man står over for de meget sjældne tilfælde, hvor kejsersnit er eneste udvej, og hvor udfaldet ofte vil afhænge af dyrlægens erfaring og færdighed. 

Benyttet litteratur:

S. Larsen: Månedsskrift f. D. 1898-99.

N. M. Mose: Månedsskrift f. D. 1929.

H. Tillmann: Der Kaiserschnitt bei Schwein u. Wiederkäuer. 1954. (Heri udførlig litteraturoversigt.)

Ordbog til dem, der som jeg ikke er helt inde i dyrlægesproget.

[1] børslyngning. [2] rådden, fuld af luft. [3] i rygmarven. [4] i midten. [5] i lysken. [6] rygmarvsbedøvelse. [7] ved siden af. [8] op imod kraniet. [9] livmoderen. [10] drejning. [11] udtrækning. [12] syning af livmoderen. [13] afspændingssyning, hvor man sætter et stykke gaze på hver sider af såret og syer først her for at holde såret sammen. [14] syning. [15] seneflade syes for sig. [16] bughinden. [17] efter operationen. [18] hendøende muskler. [19] livmoderhals. [20] fejlleje før fødslen. [21] partering af kalven I livmoderen. [22] tarmbetændelse. [23] tiden fra koen er tyregal til den bløder. [24] betændelse. [25] åbning af bughule. [26] hinde over muskel. [27] kunsttråd. [28] bedøvelsesmiddel til rygmarv. [29] et antibiotikum. [30] kalv af dobbeltvægt. [31] tid til fødsel. [32] lammelse efter fødsel (mælkefeber). [33] døende. [34] forgiftning. [35] betændelse uden for livmoderen. [36] på bughinden. [37] bughindebetændelse.